Koordinator

Henning Dahl

 Jeg startede som tjenestehundefører ved Esbjerg Politi i 1985 og fungerede som patruljebetjent frem til december 1999, hvor jeg blev ansat som tilsynsførende med politihundene i region VI og VII (Københavns politi og politikredsene i Nordsjælland samt Bornholm), hvor jeg fungerede frem til 2007. Efter politikredsreformen blev jeg ansat som hundeleder ved Sydøstjyllands Politi, hvor jeg virkede frem til min pension 1. februar 2017.

I 1985 blev jeg medlem af Ribe Amts Politihundeforening, og har i en periode været formand for Ribe Amts Politihundeforening. Frem til 1999 har jeg deltaget ved flere konkurrencer, og er uddannet dommer i Politihundeforeningen. I en periode var jeg valgt ind i dommer- og programudvalget. Efter at have været medlem af flere politihundeforeninger i de områder, hvor jeg har arbejdet ved politiet, er jeg nu tilbage ved Ribe Amts Politihundeforening, der siden har fået navneændring til Billund Politihundeforening.

Har været koordinator ved afviklingen af DM i 1994 og 2001, afviklet af Ribe Amts Politihundeforening, ligesom jeg har været med ved afviklingen af flere Nordiske Mesterskaber. Da jeg sidste år fik opfordringen til indgå i planlægningen af DM 2018, påtog mig ydmygt opgaven med afviklingen i samarbejde med Kurt Andersen.

Præsentation af tilrettelægger Kurt Andersen, makker med Henning Dahl.

Mit engagement i Dansk Politihundeforening startede i Ringsted PH., hvor jeg startede som civil hundefører, og hvor jeg fik min første hund, FLAX, kåret. Jeg vandt i øvrigt kåringskonkurrencen det år. Senere flyttede jeg til Aabenraa, hvor jeg fik en hundeførerstilling, og senere blev træningsleder. Jeg var i øvrigt med til at genstarte Aabenraa PH, sammen med bl.a. pa, H.G. Jørgensen, der også var hundefører i Aabenraa. Jeg har deltaget i flere landsstævner/Danmarksmesterskaber med pæne placeringer, og en enkel guldnål.

Jeg har stået for en del udtagelseskonkurrencer over årene og været meget engageret i politihundearbejdet, der altid har interesseret mig, lige siden min første opstart i politiet i 1971.

Min første ambition var at blive motorcykelbetjent, men en opvisning af Frederiksberg hundeafdeling i forbindelse med det såkaldte C-kursus gjorde, at planen blev omskrevet til hundearbejdet.

Arbejdet med søg på nedgravede objekter var noget af det mest spændende, og krævede mange timer. Vel at bemærke fritimer. Det var den gang, det var tilladt at elske sit arbejde. Tiderne har desværre ændret sig for politiet. Respekten for politihundearbejdet har ændret sig, hvilket blandt andet har gjort, at antallet af tjenestehunde er kraftigt reduceret.

Jeg havde den fornøjelse af have gruppe 1 hund over en årrække. Jeg betragtede det som superligaen, og det gør jeg stadig. Det var LASS, der også vandt DM et år, og var med til NM, hvor det danske hold vandt for første gang i rigtig mange år. Holdleder Hans Beck var i den syvende himmel med bankende hjerte.

Der er rigtig mange gode oplevelser over mere end 45 år, og rigtig mange gode sammenrend ved DM, hvor rigtig mange af de ”gamle” heldigvis stadig holder ved.

Omkring hundearbejdet håber jeg, at der vil være lidt mere fokus på at bibeholde vort gamle program. Der er kommet alt for meget tilpasning ind. Tilpasning, der tager udgangspunkt i/fra et andet program. Der er også kommet for mange spidse blyanter, og for lidt vurdering af godt hunde- og hundeførerarbejde.

Min konkurrencegnist er væk, men ikke kærligheden til hundearbejdet.

Jeg ønsker alle et godt DM. Må den bedste vinde.

Med venlig hilsen

Kurt Andersen, pensionist.